Skolerejser og oplevelser

På Havregården Kost- og Dagskole tager vi ofte på kortere eller længere ture ud af huset. Det er med til at styrke fællesskabet og giver nye input til den daglige undervisning.

Skitur til Norge eller Sverige

Hvert år tager hele skolen på en uges skitur i Norge eller Sverige. Vi kører med bus fra Havregården, bor i hytter og sørger selv for maden. Det er en utrolig hyggelig tur, hvor fællesskabet bliver styrket, og hvor mange personlige sejre bæres hjem fra pisterne. 

Der er altid 10-12 medarbejdere med, så alle elever kan få præcis den støtte og de udfordringer, de har brug for. Vi starter med at inddele eleverne i små hold efter erfaring. De erfarne kaster sig lynhurtigt ud på de sorte pister, mens andre starter mere forsigtigt på begynderbakken. Nogle elever står på ski, andre på snowboard og enkelte er hjemmefra fast besluttet på, at de aldrig står op på de "plader".

Men det utrolige sker hvert eneste år. Masser af glæde, begejstring, sjov og udfordringer smitter, og selv de allermest usikre elever kommer på ski sammen med vores dygtige instruktører. Det er en tur, hvor mange elever oplever personlige sejre, der rækker langt videre end selve det at lære at stå på ski. 


Korte udflugter

I løbet af et skoleår arrangerer vi mange små ture af forskellig art. Det er ofte ture, hvor vi kombinerer oplevelser og læring med efterfølgende hygge, fx på café. Vi tager fx jævnligt på museer, udstillinger og i natur-/dyreparker, Eksperimentariet og Planetariet i forbindelse med undervisningen. Andre gange tager vi aftensmaden med ud i skoven, tager på badetur eller på 'uhyggeture' i mørke. Vi er altid åbne for, at eleverne kommer med nye forslag til udflugtsmål.


Den årlige overlevelsestur

Vi har også en tradition for at tage på en fælles 'overlevelsestur' i skoven. Her flytter hele skolen for et døgn ud i skoven, hvor vi laver mange forskellige aktiviteter og frem for alt - er sammen. De fleste elever er nok allermest spændte på natløbet, som år for år vokser sig mere spændende, sjovere og nok også mere uhyggeligt. Vi overnatter i telte, hængekøjer eller sover under den smukke nattehimmel. Madlavningen foregår over bål. Det er en tur, hvor alle får afprøvet nye sider af sig selv og oplever hinanden i nye sammenhænge. 

 

Sommerferie i Danmark

Hver sommer arrangerer vi 2-3 ugers ferieophold i skolesommerferien for de elever, der har behovet. Her tager vi for eksempel til Lalandia, Western Camp, på en campingplads eller lejer et par hytter et sted i Danmark.

Vi planlægger altid forskellige aktiviteter i løbet af ugen, så der er muligheder for alle - og der er også masser af tid til almindelig hygge og afslapning.

 

Se Havregårdens årshjul

 

11. Fra Bogruppe 2

Hyggeligt, trygt og overskueligt

Havregården er skole og hjem for vores elever. Og vi mener hjem.

Hvordan bor du?
13. Sundhed, 1

Vælg imellem 5 fantastiske linjefag

Se vores linjefag